Kombinationssærejet letter likviditetskravet, hvis en af ægtefællerne dør pludseligt. Dette er især tilfældet, hvis der også er lavet testamente.
Her kan man tage størst muligt hensyn til længstlevende og dermed udskyde tidspunktet for hvornår børnene skal arve mere end minimal tvangsarv.
I Graf 5,1 DMV til højre vises følgende:
Hvis Adam dør først bliver hans særejemidler til fællesejemidler. Eva får derfor ½-delen af særejet som boslod. Dette er en fordel for Eva, der ikke skal af med ret meget af den samlede formue til Adams børn. Situationen er den samme som vist i Graf 3,1, dog med den lille forskel, at Eva har beholdt sit særeje
Hvis Eva dør først, forblive Adams særeje hans særeje og midlerne skal ikke deles i forbindelse med skiftet efter Eva. Dette betyder, at Evas børn ikke får andel i Adams særeje, og Adam skal af med meget lidt til hans og Evas fællesbørn.
Når Adam eller Eva dør som den sidste kan de i et testamente bestemme, at begges særbørn også skal arve længstlevende, fordi børnene ikke fik ret meget, da den første af deres forældre døde.
Dette vises bl.a. i Graf 3,2 DMV, hvor alle børn - også når der er dine, mine og vore børn – vil blive ligestillet arvemæssigt set, når længstlevende engang dør.
Nogle - arvinger især - finder det ganske urimeligt, at deres arv i første omgang begrænses – og at de tilmed skal dele med papsøskende.
Dette synspunkt forstår jeg ganske enkelt ikke.
Arv er ikke noget man som børn har krav på, men derimod en gave, som man kan få, når tid er hertil, og hvis der er noget tilbage.